Mange tror, at Kangerlussuaq kun er mellemlanding på vej mellem Nuuk og Danmark. Men det er meget mere. Det var Torben fra Vejle så venlig at vise os.
Endelig kom vi afsted. Med et døgns forsinkelse og vores planlagte ene overnatning i Kangerlussuaq udvidet til to. Vi var seks mand i flyet fra Nuuk til Kangerlussuaq og fik nok sådan lidt fornemmelsen af, at alle andre fra vores afgang i går – som også var blevet ombooket – havde haft held til at snige sig med en tidligere afgang fra Nuuk, og dermed havde nået danmarksflyveren lørdag som planlagt.
Men vi lod os indlogere i lufthavnehotellet i Kangerlussuag lørdag eftermiddag og skulle egentlig bare have lørdag eftermiddag til at gå. Så vi gik en tur i byen – som er ret øde.
Så mødte vi en mand på gaden. ”Er I danskere? Jeg har hørt, at der ligger et værtshus her et sted. Har I set det? Jeg trænger til en øl.....Hov....er I ikke fra Mårslet. Er det ikke Lars?”
Jo vi var, og det var han også, og far til en af Johannes klassekammerater. Efter en snak gik Michael videre for at finde baren, og vi fortsatte langs med landingsbanen.
Et kvarter senere stopper en bil. Chaufføren ruller vinduet ned og råber til os: ”Der sidder en ved siden af mig, som siger at han kender jer......vil I med?”
Så kom vi med ud at køre. Med Michael fra Mårslet, og Torben fra Vejle, som er buschauffør i Kangerlussuaq, som elsker at møde nye mennesker, og som viste os rundt.
Kangerlussuaq er oprindeligt en amerikansk base, og der er masser af efterladenskaber fra amerikanerne. Havnen, hvor skibene ikke kan lægge til, fordi vandet er for lavt. Der sejler pramme ud for at hente godset på de store skibe.
En gammel generatorstation, som er blevet forladt, og nu bare forfalder. Tre store generatorer står der stadig. Bleggul maling, der skaller af, røde håndtag, sorte kabler og ledninger. På gulvet, tøj og kulde, der er ved at gå i opløsning.
På et fjeld, beklædt med efterårefarvet bevoksning stor to store hvidmalede sten med røde toppe. Marylin Monroes bryster.
Endnu længere ude, en mystisk antenne-radaragtig tingest, der er blevet brugt til at måle nordlys med, og som ville gøre sig aldeles glimrende i en James Bond film. Det ville hele sceneriet i øvrigt, for omgivelserne var de smukkeste, vildeste fjelde, den grå-grønne flod Kangerlussuaq – Søndre Strømfjord, og aftensolens rødlige lys.
Og så dagens største overraskelse. Efter, at vi havde taget James Bond radaren i nærmere øjesyn, viste det sig, at bilens ene bagdæk havde tabt luft, og var næsten fladt. Og nok var der et reservedæk, men ingen donkraft. Og heller ingen mobildækning.
Men der skulle mere til at slå Torben fra Vejle og Michael og Lars fra Mårslet ud. Med en improviseret donkraft bestående af en kraftig bjælke, et mindre stykke træ og rå muskelkraft, lykkedes det at få løftet bilen og skiftet hjul. Og det var godt. For vi var cirke 16 km fra hotellet, det var ved at blive koldt, og der var ikke længe til at lufthavnens cafeteria – som var det eneste sted vi kunne spise – lukkede.
Vi nåede det hele, og fik byttet vores madbillet fra Air Greenland til rensdyrblolognese og pulled moskusburger.
Nu er vi trætte. Vi siger tak til Torben fra Vejle og Michael fra Mårslet for godt selskab og en uforglemmelig tur i Kangerlussuaqs omegn. I morgen tager vi en rolig dag med en 8-timers tur på indlandsisen.
