Vejen til Nuuk går først med fly fra København til Kangerlussuaq – det tidligere Sønder Strømfjord – en flyvetur på 4 timer og 40 minutter. Kangerlussuaq er Grønlands nationale trafikknudepunkt, og består, så vidt vi kunne se i tågen, af en landingsbane samt en lufthavnebygning og et hotel, der er bygget sammen. Cafeteriet bød på 14 retter, udsolgt alle på nær tre. Til gengæld var der et kagebord, med tørkager, wienerbrød og fløde, der ville gøre enhver dansk bager misundelig. Stedets restaurant var lukket på grund af vandskade. Temperaturen var minus 18 grader.
Turen videre til Nuuk foregår i et lille rødt Dash-8 fly med plads til 39 passagerer. En tur på 55 minutter. Og det er måden, man kommer til Nuuk. Man kan selvfølgelig også sejle, men ikke fra Kangerlussuaq. Og man kan ikke køre, tage bus eller tog. Og heller ikke cykle, selvom man er vant til at tage turen fra Mårslet til Aarhus på den tohjulede, selv i snestorm.
Og sådan kom vi altså til Nuuk, Grønlands hovedstad, 3390 kilometer fra Mårslet. En by på størrelse med Skanderborg. Med 19.000 indbyggere, tre buslinjer, Matas, Elgiganten, Panduro Hobby og Pascucci – én af hver. Og så med Brugseni – den er der tre af – og den mere lokale dagligvarebutilk Pissifik – fire styks.
Vi bor midlertidigt i en møbleret lejlighed inde i selve byen, i gåafstand til alt. Så mandag morgen tog Lars sin hjemmestrikkede hue på (tak, Johanne :-)) i stedet for cykelhjelmen og gik på arbejde – en kilometer. Jeg selv havde dagen for mig, og ventede et par timer, til lyset indfandt sig.
Med prioriteterne i orden valgte jeg naturligvis som det første at undersøge Nuuks bedste cafe – den omtalte Pascucci. Og det bød på udfordringer. Ikke overraskende skulle jeg vise mit coronapas for at komme ind. Og det var egentlig heller ikke særlig overraskende, at jeg ikke kunne tilgå mit pas uden en internetforbindelse. Det var bare noget, jeg havde glemt at tænke på. For jeg har ikke fået et grønlandsk simkort endnu, og det er absurd dyrt at bruge mit danske.
Oplivet blev jeg, da jeg fandt Pascuccis netværk, og glad gik jeg ind og spurgte en medarbejder, om jeg lige måtte få deres log ind, så jeg kunne hente mit coronapas. Det måtte jeg gerne – hvis jeg betalte de 50 kroner, som en times netadgang koster på Pascucci. Internet og telefoni er dyrt i Grønland.
Hjem gik jeg. For i vores lejlighed har vi internet, og jeg kunne tage et screenshot af mit coronapas. Det må man ikke, fortæller appen så. Man skal bruge det online, og appen låser i fem minutter, hvis man tager billeder. Forkælede europæer, der har udviklet den app, og som tror, at alle altid har netadgang!
Men det virkede alligevel, og jeg kom på cafe, hvor jeg tilbragte et par timer i selskab med mit strikketøj, en bog og en kop kaffe. Menu og priser var som i Danmark, de øvrige gæster var en skøn blanding af danskere og grønlændere. Det samme var sproget – suppleret af engelsk, hvis man ville være på den sikre side.
Et par timer i fred og ro, hvor jeg i øvrigt bemærkede, hvor tit jeg lod mig aflede af min telefon, selvom den jo ikke havde nogen reel forbindelse til omverdenen bortset fra dyre sms-er. Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg liiiige fik lyst til at skrive en besked til en eller anden. Og nej, det er ikke fordi jeg nu har tænkt mig at være offline hele tiden. Jeg skal have et grønlandsk simkort. Det kommer.
