Ulden undertrøje, trøje og strømper. Vinterstøvler. Forede skibukser. Lang vatteret frakke. Hue og halstørklæde. Det er den koldeste morgen, vi hidtil har oplevet – minus 13-14 grader. Men på fingrene har jeg handsker i stedet for vanter. Jeg skal nemlig fotografere.
Klokken er 10 formiddag, og jeg var egentlig i gang med at arbejde, men lyset lokkede mig ud. I horisonten ligge et lavt skydække, men ovenover det og mig er himlen blå. De hvide fjelde på den lille ø i bugten skinner lyserødt, og det fortæller mig, at solen et eller andet sted har en vis magt.
Det er første gang, at himlen er blå, siden vi ankom for 24 dage siden.
Jeg kan ikke se den – solen. Fjeldet bag mig og bydelen Quinngorput skjuler den. Jeg ved ikke, om jeg kan finde et sted, hvorfra den er synlig. Jeg ved heller ikke, om den senere på dagen kommer til at stå så højt på himlen, så den er fri af de lave skyer. Og jeg ved ikke, om skyerne lige om lidt trækker sammen over mig, så solen igen forsvinder. Derfor er jeg selvfølgelig nødt til at gå ud og se, om jeg kan finde den.
Nu.
Jeg følger vejen væk fra byen. Forbi et par boligblogge nogle hundrede meter længere ude end vores. Derefter en byggeplads – flere boliger på vej. Og så ender vejen. Eller rettere, den drejer til venstre, tilbage mod byen. Man kan simpelthen ikke komme længere.
Udsigten kommer mere og mere fri af civilisation. Ikke flere bygninger, der forstyrrer. Ikke flere lygtepæle. Et par ensomme containere, som jeg sagtens kan se forbi.
Solen er stadig skjult bag fjeldet. Men dens effekt på udsigten er magisk. Fjorden ligger i skygge, det samme gælder mange af fjeldene. Men dem, der bliver ramt af solens stråler, lyser nu hvidt, som små lygter i horisonten. De skinner under det grå skydække.
På vejen tilbage møder jeg andre mennesker. De kører i bil eller går. Godt hyllet ind i store frakker, huer og halstørklæder, hætten trukket godt op. Pigdæk. De må være ude i samme ærinde som mig. De leder efter solen.
Jeg går hjem, og der går flere timer, så dukker den op. Den er bleg, og der ligger en dis foran den. Da den står højest på himlen, når den kun lige op over kanten på fjeldet bag mig. Det gør ikke noget. Jeg har set det, jeg skulle.
