I dag har jeg tømt de sidste flyttekasser. I går var vi inde i byen og hente en brugt støvsuger, vi har købt. Vi har nu boet 1 1/2 uge i vores rigtige lejlighed. Ikke længe nok til, at jeg automatisk rækker ud efter den rigtige skuffe, når jeg skal bruge en grydeske eller brødkniven, men længe nok til at der trænger til at blive gjort rent.
Nu skal hverdagen til at indfinde sig.
For Lars giver meget sig selv. Han arbejder 40 timer om ugen, og med transport frem og tilbage kommer der endnu to timer oveni. Han er begyndt at løbe på arbejde, og der er lidt omklædning og bad i hver ende...
For mig er det anderledes. Hvor jeg før mødte på arbejde 2-3 dage om ugen, sang med mit dejlige kor hver mandag og havde mange sociale aftaler i ugens løb, foregår stort set al min kontakt med andre mennesker – lige bortset fra Lars - online.
Jeg arbejder stadig nogle timer hver uge for HumanAct, og jeg har jo i øvrigt mange års træning i at underholde mig selv. Jeg har både bøger og strikketøj, og nu også denne blog. Malegrejet skal også frem snart. Og så er det rigtig skønt at snakke med jer derhjemme via Messenter og Teams, og hvad vi ellers kan finde på. Meeen jeg begynder at savne at tale med nogle mennesker, sådan i virkeligheden.
Og hvad gør man så, når man er kommet til et helt nyt sted og stort set ingen kender? Hvordan lærer man nye mennesker at kende, når man ikke har nogen børn med, der kan skabe forbindelserne? Og når man heller ikke lige har et job, der kan.
Jeg prøver at kaste mig ud i det.
For det første har vi lånt en af Meretes veninder og hendes mand :-) Tak for det.
For det andet har jeg selvfølgelig meldt mig til koret her i Nuuk – men det er udsat på ubestemt til på grund af corona.
For det tredie er jeg gået i gang med at lede efter lidt arbejde, der kan supplere mine timer hos HumanAct. En udfordring her er, at de fleste jobs er fuldtidsstillinger. Men på onsdag skal jeg til en samtale et sted, hvor der måske er brug for mig i et afgrænset timetal. Så det krydser jeg selvfølgelig fingre for.
For det fjerde har jeg kontaktet mine fagforeninger. Jeg er jo så heldig at have to af slagsen – eller dum ville nogle måske sige, for det er faktisk halvdyrt. Men i den her situation er det en fordel, for de har jo begge en kreds her i Grønland, som afholder generalforsamlinger og årsmøder og har Facebookgrupper og den slags.
Og så har jeg gjort noget grænseoverskridende – hvert fald for mig, og måske også for dem det ”går ud over”. Jeg har kontaktet forskellige mennesker, som jeg ikke kender. Men som jeg kender nogen, der kender. Eller kender nogen, der har mødt engang. Eller som jeg slet ikke kender, men har lidt til fælles med. For eksempel skal jeg drikke kaffe med et par psykologer, som jeg har skrevet til.
Er det sjovt? Ja, det håber jeg da, det bliver.
Er det hårdt? Ja!
Godt, at jeg stadig har alle jer derhjemme. Bliv venligst ved med at ringe og skrive - så prøver jeg at gøre det samme :-)
