I Danmark betyder midsommer Sankt Hans, hyldeblomster og jordbær. I Grønland betyder det nationaldag og sælfangerkonkurrence.
Så blev det midsommer. I Danmark betyder det Sankt Hans. I Grønland betyder det nationaldag den 21. juni. Alle har fri og alt er lukket. Man kan ikke engang få takeaway. Eneste åbne butik er den lille Akiki (Netto) i centrum. Og så den lille cafe nede ved Kolonihavnen, der har årets bedste dag. Nationaldagen starter nemlig med sælfangerkonkurrence kl 8.00 med afgang netop fra Kononihavnen.
Jeg så til med begejstring, da kanonen lød og de mange både satte afsted ud i fjorden. Og med mere ambivalens, da den første store, døde sæl blev landet samme sted halvanden time senere.
Det betyder korte nætter. Knap tre timer her i Nuuk, og de er ikke rigtig mørke, for solen går kun en lille smule ned. Og den gør det altså ikke i øst og vest. Dens op- og nedgangspunkt har begge flyttet sig næsten 180 grader. Det er selvfølgelig noget med jordens hældning og alt det, og jeg regner med at Peder Dalby kan give mig en præcis forklaring, når vi ses, ikke Peder? Men eftersom den går ned og op på næsten samme sted, må det vel være i nord???
Dermed betyder det også sovemaske. For når mørkelægningsgardinet ikke rigtig slutter tæt, er det en rimeligt god løsning. I starten vågnede jeg midt om natten og tog dem af, men nu bliver de siddende. Og det er ikke kun fordi, det er lyst når man skal sove. Det er lige så meget det, at det ikke bliver mørkere i løbet af aftenen. Så kroppen gearer ikke ned til natten. Selvom jeg kan være dødtræt, er kroppen stadig lysvågen a la ”Det er midt på dagen, hvad skal vi nu lave?”
Det betyder også en hel masse gæster. Og nøj, hvor jeg glæder mig til det. Det er over fem måneder siden vi så nogen hjemmefra. De første der kommer er min mor og søster – på fredag. Og så går det ellers slag i slag hele sommeren med Lars søster og familie, vores børn og svigerbørn fordelt over 3 uger, og til sidst min søster og hendes familie.
Og som forberedelse til det betyder det også en hel masse spørgsmål om, hvilken garderobe man bør medbringe til en sommer i Arktis. Og her er svaret: helårsgarderoben. Pak som til en sommerhustur i påsken eller efterårsferien. Men tag også de uldne underbukser, vinterjakken og hue og halstørklæde med. Og husk lige et par shorts og badedragt. Og pak endelig let :-) Det eneste man egentlig ikke behøver at gå så meget op i er pænt tøj. Praktisk er pænt.
Vores ferie bliver ikke sammenhængende uger, men fordelt ud over vores gæster. For sammen med dem, skal vi nemlig ud og opleve endnu mere af Grønland :-) God sommer til alle jer, derhjemme :-)