Måske er det kaffen, måske er det lyset, eller måske er det fordi min hjerne er ved at eksplodere af nye indtryk.
Klokken er 00.19, det er mandag aften og jeg kan ikke sove. Måske har jeg drukket for meget kaffe i dag. Måske er det lyset. Solen er lige gået ned efter en arktisk forårsdag, men det er ikke mørkt. Her i stuen er det lyst som var det midt på dagen. Himlen er lyseblå og horisonten er stribet lyserød, lilla og ferskenfarvet. Det bliver ikke rigtig mørkt for tiden, og på de klare dage er lyset særlig vildt.
Og hvad skal man så lave?
Jeg benytter lejligheden til at reflektere lidt over før og nu.
Det er snart fem måneder siden, vi sad på Hotel Clarion i Kastrup og ventede på, at Air Greenland fandt plads til os på et fly. Fem måneder siden vi har set nogen af jer derhjemme ”live”. Fem måneder siden vi forlod vores velkendte liv til fordel for det ukendte.
Nu tager jeg på arbejde hver dag på Grønlands Handelsskole i Nuuk. Jeg har kollegaer fra Grønland og Danmark og mange andre steder i verden, der lærer mig grønlandske ord, lærer mig at flå en torsk og spørger om jeg vil med på Daddys og drikke øl fredag eftermiddag. Jeg har talt med studerende om eksamensangst, og nu er vi ved at forberede årets dimissionsfest.
Jeg har et kor, som jeg har optrådt sammen med fire gange. Og vi kan lige nå to gange mere inden sommerferien. For her i Nuuk befinder alle sig i en afstand af allerhøjst 20 minutters bustur, så man kan godt lige smutte fordi og synge til en korkollegas reception en fredag eftermiddag eller give et par numre til kulturhusets jubilæum lørdag aften. Man er jo alligevel i nærheden.
Jeg har badet nøgen sammen med andre vinterbadetosser imellem isflager i Kolonihavnen i Nuuk. Lige nedenfor statuen af Hans Egede, som er blevet overhældt med rød maling flere gange. I protest mod Danmarks tilstedeværelse i Grønland.
Jeg har været til mine første kaffemikker. Og jeg skal lige vænne mig til, at folk faktisk mener, at de gerne vil se en, selvom man måske ikke kender dem særlig godt. For det kommer man jo til så. Og der kommer helt sikkert nogle andre mennesker, som man kender. Eller som kender nogen, man kender. For Nuuk er en lille by.
Jeg har været til trommedansfestival, konference, debataften, i biografen og til koncert i Kulturhuset, Katuaq. Og også der kan man være ret sikker på at møde nogen man kender. For når den grønlandske sanger Simon Lynge kommer til Nuuk for at give koncert, så er det jo det, vi alle myldrer til lørdag aften.
Jeg har fanget torsk, drukket gin og tonic med isterninger af indlandsis, besteget fjelde, vandret Nuuk tynd, lært mine første grønlandske ord, og mødt et uoverskueligt antal nye mennesker.
Måske er det lysets skyld, at jeg ikke kan sove. Eller måske er det fordi, det indimellem føles somom min hjerne er ved at eksplodere af nye indtryk og oplevelser. Nogle gange holder det mig vågen. Andre gange falder jeg i søvn på sofaen midt om eftermiddagen af udmattelse. Når jeg tænker tilbage på dagene på Hotel Clarion føles det som et helt andet liv. Jeg kan faktisk ikke helt forstå, at der kan ske så meget på så kort tid, og at jeg får lov til at opleve alt det her.
Er alt så fryd og gammen?
Jeg savner selvfølgelig min familie. Og mine venner. Jeg savner at se jer alle sammen i virkeligheden og give jer et kram og drikke en kop kaffe sammen. Og snakke stille og roligt i stedet for at småråbe, som man er tilbøjelig til at gøre på Messenger. Jeg glæder mig virkelig meget til sommeren, hvor store dele af vores familie kommer på besøg.
Og til alle jer andre vil jeg bare sige: Hvis I vil opleve noget, der er virkelig anderledes, så læg vejen forbi Nuuk :-)
