De er brede som tennisketchere, har drabelige pigge under bunden og kan transformeres til høje hæle med et enkelt klik. Og de er uundværlige i fjeldet.
Da jeg var barn, eksisterede snesko kun i Anders And blade, i form af et par tennisketchere, som Rip, Rap og Rup bandt fast til fødderne med reb, inden de begav sig ud i sneen. Jeg har været på mange skiferier i Norge som barn, og der stod den på ski og kælke og endda mærkværdigheder som en sparkstøtting. Men aldrig snesko. Heller ikke som voksen mindes jeg at have mødt eller hørt om nogen, der brugte snesko.
Der findes mange måder at komme omkring i fjeldet om vinteren i Grønland. Der er kun få optrukne skiløjper, og vil man rigtigt ud i fjeldet, kræver der særlige ski, snescooter eller – hvis man befinder sig nord for polarcirklen – hundeslæde. Alle disse ting kræver udstyr og træning. Anderledes med snesko. De er relativt billige, spændes på et par almindelige vandrestøvler og så er det ellers bare med at gå. Stave er en mulighed, men ikke nødvendigt.
Vi har haft et par snesko stående i kælderen i næsten to år, uden så meget som at prøve dem. Lars er som bekendt ikke så meget til udstyr – han går bare. Og jeg har nok haft en eller anden dum ide om, at det var vanskeligt, eller ikke lige kunnet få mig taget sammen til at prøve dem af. Men her i påsken skulle vi på hyttetur i fjeldet med mere erfarne fjeldfolk, så der måtte sneskoene selvfølgelig med.
Man sejler cirka 15 minutter fra Nuuk og så går man 3 km ind i fjeldet. Der ligger Kang Skicenter. Sådan hedder det, og så tror man, at der er løjper og skilift og den slags, men det er der ikke. Der er tre træhytter med gaskomfur, petroleumsovn, vand i store plasticdunke og et enkelt stort rum med sove- og spiseplads til 5 personer. Der er en fælleshytte med flere dunke vand, men faktisk også en varmepumpe og elektrisk lys. Og så er der et toiletskur med toiletter med en lem i bunden, der åbner når man sætter sig, så stort bliver skilt fra småt og småt ryger direkte ud i fjeldet, mens stort samles op i en beholder til senere afhentning. Der er ingen wifi, ingen telefonforbindelse, men en vhf-radio indstillet på kanal 72, så man kan komme i kontakt med andre i området, og kanal 16 til alarm.
Den første dag i hytterne var jeg migræneramt og blev hjemme. Træls at se de andre drage afsted på ski og snesko. Heldigvis får jeg primært hovedpine og kvalme, så efter et par timers søvn kunne jeg godt nyde dagen iført skitøj, solbriller, te, bog og strikketøj på hyttens terrasse. Og det er da trods alt meget skønnere at have sådan en halvflad dag mellem sneklædte fjelde i frisk luft, end at ligge på sofaen derhjemme med en tilfældig serie kørende på TV.
Da Lars kom hjem fra 6 timers tur i fjeldet, havde han selvfølgelig energi til at gå med mig op på en lille top, så jeg kunne prøve sneskoene af, og der begyndte deres potentiale at vise sig for mig. For første gang nogensinde, gik jeg HURTIGERE op ad bakken, end Lars – som ikke havde snesko på.
Dagen efter var jeg klar. Migrænen var ikke helt væk, men nogenlunde under kontrol. Madpakken var smurt, ruten var planlagt og vhf-radioerne fordelt. Vi var fire, der vandrede ud i fjeldet mod en top, hvorfra man kunne se i retning mod Nuuk. Og så blev det alvor med sneskoene. For den rute havde været umulig at gå uden snesko. Man ville synke i til knæene og skride på vej både op og ned. Det forhindrede sneskoene, for udover at være brede som tennisketchere er de også forsynet med kraftige pigge, som hjælper én til at stå fast. Og så har de endnu en feature i form at en lille bøjle, der kan vippes op under hælen, og vupti, så har man høje hæle, og det er en stor hjælp når det går opad.
Turen gik op på en top, hvorfra der var udsigt over Kobbefjorden og til fjeldene omkring Nuuk med Storemalene, Udsigten og alle de andre udflugtsmål. Derfra kunne vi betragte snescooterne, der kom fra Nuuk og kørte over fjeldet, ned ad en fjeldside til fjorden, langs med den delvist tilfrosne fjord for til sidst at krydse over den inderste, frosne del af fjorden for at komme ud i baglandet omkring Kang Skicenter.
Så stod vi der. I et snescooterspor, på glimtende sne i fjeldet, hvor den mørke, rå klippe stak frem de højeste og skarpeste steder, hvor sneen ikke kunne ligge fast. På samme tid så langt fra verden, at hverken telefonsignal eller wifi rakte, og samtidig så tæt på, så snescootere kunne køre dertil på ½ time. I vores snesko.
Turen tilbage til hytten gik primært nedad. Nogle af os (ikke mig) havde været så kloge at medbringe en lille kælk af den type, der ligner en lille skovl og kun består af et sæde og et håndtag. De er lette at bære, og effektive, når det går nedad. Mangler man en kælk, kan man indimellem tage til takke med numsen. Det gik også fint på sine steder, og ned kom vi alle. En erfaring rigere: Jeg er fan af snesko.
