Forleden holdt vi møde, Lars og jeg. Det gør vi indimellem, og det foregår ved, at vi går på cafe, bestiller henholdsvis varm cacao og koffeinfri latte, begge dele på soyamælk - hvis vi da kan få det, ellers drikker vi the. Med os har vi en notesbog til brainstorms, lister, beslutninger, udregninger og meget andet. Det er næsten altid en ny notesbog, fordi den, vi havde med sidst, enten er blevet væk, eller er blevet brugt til alt muligt andet i mellemtiden. Denne gang havde jeg derfor erstattet de sædvanlige sorte kinabøger med røde kanter med en kvalitets-notesbog med turkis hårdt cover. Forskellig fra alle andre notesbøger, der findes i huset, og beregnet til at blive brugt igen og igen.
Og hvorfor fortæller jeg så det? Jo, det gør jeg, fordi det fik mig til at tænke på et spørgsmål, vi har fået adskillige gange før vores afrejse: Hvordan fandt I egentlig på at tage til Grønland?
Se det spørgsmål kan jo forstås på mange forskellige måder, alt efter hvor man lægger trykket.
Èn mulighed er at lægge trykket på ordet ”hvordan”. Gør man det, lægger det op til et svar der handler om, hvilken proces der ledte frem til beslutningen om at rejse. Og her kommer møderne ind i billedet. Vi begyndte at holde møder i 2009, da vil skulle planlægge vores 3-måneders rejse i Australien. Vi havde brug for koncentreret tid til at planlægge ruten, booke flybilletter, aftale hvem der gjorde hvad. Så vi holdt møder hjemme i køkkenet lørdag eller søndag morgen, mens børnene sov eller så morgen-tv.
Siden da har vi holdt møder, når der er noget, vi har brug for at tale om. Det virker måske fjollet, når man går op og ned ad hinanden hver dag og taler sammen hele tiden. Men et afgrænset møde med noget bestemt på dagsordenen gør bare, at man får talt om tingene på en anden og mere koncentreret måde. Møderne har handlet om mange forskellige ting i årenes løb. Sommerferier, økonomi, byggeprojekter, fester... Og de seneste år har de handler om, hvad vi gerne vil med os selv, hinanden og vores liv, når nu børnene flytter hjemmefra. Vi startede med at lave en liste, og et af punkterne her var, at tage til Grønland.
Det leder videre til den næste måde at stille spørgsmålet på, nemlig med tryk på ”Grønland”. Sådan som: ”Af alle verdens lande, hvorfor så lige Grønland?” Svaret på den version er enkelt. Det er simpelthen fordi, det er den mulighed Lars har for at rejse ud med sit arbejde. Og eftersom Lars er den mest stabile arbejdskraft i vores familie, skulle hans job være det, der bar projektet. Vi elsker begge at rejse, og tanken om Grønland har derfor ligget i vores baghoveder næsten lige så længe, som Lars har arbejdet for Anklagemyndigheden. Kabalen er bare ikke rigtig ”gået op” før nu. Med August næsten flyttet hjemmefra og en perfekt stilling slået op i Grønlands Politi, var timingen lige pludselig helt rigtig.
En tredje måde at stille spørgsmålet er at lægge trykket på ordet ”på” - som i ”Hvad i alverden fik jer til at mene, at det var en god ide at forlade familie, venner, jobs, hus, have og hele det liv, I har bygget op i Mårslet og Danmark?” Den version af spørgsmålet er sådan lidt mere eksistentiel og også lidt sværere at svare på.
Der skal dog ikke herske tvivl om, at det var eventyrlysten der drev os. Lysten til at opleve noget andet, udfordre os selv, møde og blive del af en fremmed kultur, møde en anden verden og få nye perspektiver – både på det nye og måske også på det velkendte.
Det var ikke ensbetydende med, at det var en let beslutning. Det krævede mange overvejelser og mange møder – både formelle og uformelle. Ikke mindst fordi der er voldsomt meget uvished forbundet med sådan et projekt, og det kan give anledning til mange bekymringer. Kan vi undvære vores familie? Kan vi undvære vores venner? Kan vi få huset lejet ud, og hvordan gør vi det? Hvad nu hvis en af os (Charlotte) ikke kan lide at være i Grønland? Kan Lars få garanti for at komme tilbage til Aarhus bagefter? Hvad med Charlottes arbejde?
At gå i gang med sådan et projekt er at bede om en rutschebanetur. Og her må man godt få hjælp af eksperter. For et års tid siden faldt jeg over en video på YouTube med filosoffen Ruth Chang der har viet sit arbejdsliv til at forske i svære beslutninger. Hvis I har lyst, kan I selv se hendes 20-minutters video på YouTube her.
Ruth Chang, How to make hard choices.
https://youtu.be/8GQZuzIdeQQ
Eller I kan nøjes med min udlægning.
Ruth Changs pointe er, at komplekse beslutninger ikke kan træffes ved logiske sammenligninger. Tag for eksempel en situation, hvor man skal vælge mellem et prestigefuldt karrierejob eller at forfølge sin drøm om et selvforsynende liv på landet. Man kan ikke beslutte sig, hvilket jo i princippet, logisk set, må betyde, at de to muligheder er lige gode. Antag så, at man får tilbudt 10.000 kroner yderligere om måneden for karrierejobbet. Hvis de to muligheder i forvejen var lige gode, må det jo så betyde, at karrierejobbet nu er en bedre mulighed end landstedet. Men sådan fungerer det jo ikke. De 10.000 kr. oveni gør formentlig ikke beslutningen nemmer at tage. For det er jo ikke det, det handler om...
Men hvad er det så?
Ifølge Ruth Chang skal man i stedet basere den slags beslutninger på, hvilket menneske man ønsker at være. Ikke hvilken mulighed der virker bedst, men hvilket menneske, man gerne vil være. Altså en værdibaseret beslutning.
Vi var begge klar over, at vi gerne ville til Grønland. Vi var også helt på det rene med, at der var en masse ting, der skræmte os. Og vi var heldigvis også enige om, at vi ikke ville lade de skræmmende ting afholde os. Vi har ikke lyst til at sidde om 10 år og kigge på hinanden og sige: Kan du huske dengang vi havde muligheden for at flytte til Grønland, men lod være, fordi vi ikke turde? Fordi vi var bange for, hvad det ville gøre ved vores økonomi? Fordi vi var bekymrede for at komme til at savne vores familie og venner?
Det er ikke det samme som, at det har været en let beslutning. Men det betyder, at beslutningen ligger godt i maven. Vi er klar over, at vi har bedt om en rutschebanetur, og det får vi også. Der er op- og nedture. Men vi er faktisk endnu ikke kommet i tvivl om, hvorvidt selve projektet er en god ide.
Og hvad drøftede vi så på mødet forleden?
Ja, der skete faktisk det, at vi liiiiige ville tjekke, hvordan det så ud med Airbnb lejligheder i Ilulissat når vi skal holde sommerferie sammen med børn og svigerbørn, Og det viste sig, at det allerede var ved at være ret booket. Så i stedet for at holde møde, gik tiden med at booke hostels. Det lykkedes, og der kommer altid et møde mere. Og det skal handle om, hvordan vores hverdag skal se ud her i Nuuk, og hvad vi gerne vil have ud af vores ophold, hver især og sammen.
