Hvor mange kubikmeter fylder et hjem? Jeg tænker ikke på selve boligen, for det kan man jo regne ud, hvis man kender sin boligs kvadratmeter og højden til loftet. Jeg tænker på de ting, der udgør ens hjem. De ting, der skal til, for at man føler sig hjemme.
Vi var så heldige at få vores flytning fra Mårslet til Nuuk betalt, Vi fik tildelt 30 kubikmeter. Det svarer til en 20-fods container. Det er en af de må containere. Ikke de store, som er mest almindelige. De er på 40 fod. Men hvor meget er det så – egentlig?
Vi var også så heldige, at vi allerede havde fået en lejlighed i Nuuk, før vi skulle pakke. Tre værelser, 99 m2, og vi havde sået tilsendt en grundtegning. Så det er klart, at vi har brug for færre ting end til vores 177 m2 i Ovesdal.
Vi udpegede vores yndlingsting. Vores nye sofa, hvor jeg bygger hule i hjørnet med strikketøj, computer og bøger. Vores massive egetræsspisebord og de seks Eamesstole, som vi endelig fik råd til, da vi fik vores feriepenge udbetalt sidste år. Mit lille sofabord med glaspladen med fiskemotiv, som jeg fik af min farmor og farfar, da jeg fyldte 10 år. Vores senge naturligvis. Arbejdsbord og -stol. Og så vores kæmpestore TV, som Lars er vild med, og som jeg synes er alt for dominerende, men modstræbende må indrømme er skønt, fordi man kan se, hvad der foregår.
Og så alle de mindre ting. Køkkenting og service. Sengetøj. Bøger. Garn. Materialer til at tegne og male. For slet ikke at tale om tøj. Og er det egentlig bedst at investere i varmt tøj og andet udstyr hjemmefra, eller skal vi vente til vi kommer frem?
Huset skulle udlejes fuldt møbleret, så samtidig med at vi skulle pakke de vigtigste ting ned, skulle vi også sørge for, at vores lejere kunne flytte ind i et funktionsdygtigt hus. Essentielle ting som for eksempel senge, måtte vi anskaffe til dem. Ting som bøger, køkkengrej, klaver og den slags kunne vi lade stå. Vores mere personlige ting, pakkede vi sammen i et enkelt skab, og på den måde kunne vi undgå at bruge penge på opmagasinering.
Det satte gang i en større oprydningsproces. For selvom jeg bilder mig selv ind, at jeg er god til at kassere, må jeg jo indrømme, at jeg også er god til at samle ting sammen. Alle mulige forskellige former for papir, jeg har afprøvet, før jeg fandt min favorit. Maling, pastelkridt, blyanter. Stofrester. Bøger. Ledninger og opladere. Køkkenmaskiner. Tøj.
Lars og jeg var enige om at prøve at begrænse os. Kun tage det nødvendige med. Vi behøvede ikke at fylde de tilladte 30 kubikmeter. Aftenen før flyttemændene skulle komme, var det hele klar. Gule sedler på de møbler, der skulle med. Tøj, bøger, garn og malegrej pakket i flyttekasser. Køkkenting og andet dims samlet på bord, sofa og gulv. Og så også lige lidt kontorgrej i garagen.
Vi kiggede på hinanden. Hvor meget mon det fylder? Hvad nu, hvis der er alt for meget? Hvilket ting kan vi vælge fra?
Flyttemændene var 2 timer og 50 minutter om at pakke vores ting. Jeg ved det præcis, for Lars og jeg væddede om, hvor lang tid det ville tage, og jeg tabte med 5 minutter. De vurderede, at der var 17-18 kubikmeter. Altså kun godt halvdelen af det tilladte.
Tankevækkende er det, at vi kun behøvede at købe ganske få ting, for at vores hus kunne fungere til vores lejere. Senge, spisebord og spisebordstole, bestik, (vi siger tak til genbrugsbutikken i Malling) skærebræt, brødkniv, el-kedel og et par andre småting. Ellers havde vi faktisk ting nok til to husholdninger.
I går flyttede vi ind i vores lejlighed i Nuuk, og nu sidder jeg i min velkendte sofahule omgivet af de velkendte ting. Men udsigten er helt ny. Dejligt selvfølgelig. Det føles som vores hjem. Men også mærkeligt. Nu kan vi ikke længere lade somom vi holder ferie, eller det kun er for sjov. Nu bor vi her.
