Grønland er som en gave, der selv bestemmer, hvornår og hvordan den vil pakkes ud. Vi kan tilrettelægge og planlægge, men vi kan aldrig vide, hvad vi får.
Vores første tid i Grønland har været præget af forsinkede fly, corona – både sygdom og restriktioner – og dårligt vejr. Men i sidste uge var tiden komme til, at vi virkelig skulle ud og opleve landet. Lars skulle på tjenesterejse til Sisimiut onsdag til fredag, jeg skulle med. Opholdet var forlænget til lørdag, og fredag efter endt arbejde, skulle vi ud og køre i hundeslæde.
Alle coronarestriktioner er ophævet, og efter en uge med adskillige snestorme og masser af aflyste fly, var vejret endelig godt. Taskerne var pakket med vores varmeste tøj, flyet lettede som planlagt fra Nuuk kl 9.05, og efter en lille times flyvetur, kunne vi se landingsbanen i Sisimiut under os.
Men nej. Så let skulle det ikke gå. Der var vind på landingsbanen, flyet kunne ikke lande, og vi måtte fortsætte til Kangerlussuaq, hvor vi ankom et kvarter senere. Kort tid efter kunne vi se i Air Greenland appen, at vi nu var booket på et fly fra Kangerlussuaq til Sisimiut – to dage senere!
Der sad vi så. Strandet i Kangerlussuaq i to dage. Det gav ingen mening, så beslutningen blev at tage tilbage til Nuuk – hvilket vi kunne komme senere samme dag. Så vi fik ingen miniferie i Sisimiut og ingen hundeslædetur i denne omgang. I stedet fik vi noget andet.
I Kangerlussuaq fik vi frokost på Air Greenlands regning, der for mit vedkommende bestod af rensdyrbolognese og for Lars´ vedkommen af en pulled moskusburger. Begge dele meget lækkert. Og vi fik to flyveture over Grønland, hvor vi kunne se landet fra oven.
Allerede samme aften fik jeg lejlighed til at starte i Nordisk Koncertkor. Det var første gang koret mødtes siden jeg kom, og det var dejligt at synge igen. Nu sammen med nye mennesker fra alverdens lande – udover danskere og grønlændere registrerede jeg også en finne og en italiener. Og lur mig, om ikke der er flere lande repræsenteret, når jeg får lært folk lidt at kende. Vi synger på alle mulige sprog – jeg håber ikke det er nødvendigt at lære sangene udenad, for det bliver noget af en udfordring på grønlandsk og finsk!
Vi fik endelig nogle dage med solskin. Og med klart vejr kan man være så heldig, at der følger nordlys. Det oplevede vi for første gang fredag aften. Min nye nordlys-app meddelte ved sengetid, at chancen på vores lokation var 24%. Jeg slukkede alt lys i lejligheden og gik ud på altanen. Der kunne jeg se en tynd grønlig stribe, der strakte sig så lange hen over himmelen, at det umuligt kunne være en sky. Og da vi stod lidt længere, blev det tydeligere og tydeligere. De grønne gardiner.
Vi fik vores første besøg på Daddys – den bar i Nuuk, hvor ”man” får sig en øl fredag efter arbejdstid. Vi var der sammen med Lars kolleger, og det var næsten som at være studerende igen.
Og lørdag fik vi så vores debut på langrendsski. En times tid på skiene, et enkelt styrt og en meget øm krop blev det til. Sidst, jeg havde langrendsski på, er omtrent 35 år siden, og der er vist nok lige noget teknik, der skal friskes op. Men jeg kan da glæde mig over, at der ENDELIG er en sportsgren, hvor jeg er bedre end Lars – i hvert falde de første par gange, indtil han får styr på det. Så løber han helt sikkert fra mig, også på ski.
Så ganske langsomt, i sit eget tempo, og i sin egen rækkefølge, lukker Grønland os indenfor.
PS. Og tak til Trine, der - uden at vide det- har bidraget med titlen til denne lille historie.
