Halvanden døgns sejltur med 18 km i timen er en oplagt mulighed for at komme ned i gear. Men man kan også opleve noget undervejs.
Jeg har tidligere skrevet, at fly er måden at komme omkring på i Grønland. Det er kun en del af sandheden. En anden, mere traditionel måde er at sejle. På en ø, hvor alle mennesker bor på kystlinen, og hvis indre er aldeles ufremkommeligt, har sejlads stor betydning som transport, både af mennesker og gods.
Hvis man skal rejse langs Grønlands vestlyst om sommeren, er kystbåden Sarfaq Ittuk en mulighed. Den sejler i højsæsonen fra Ilulissat i nord til Qaqortoq i syd og passerer Nuuk i begge retninger. Hele turen fra nord til syd og retur tager en uge. Der er kun én båd på ruten og dermed én afgang nordpå og én afgang sydpå fra Nuuk om ugen. I lavsæsonen er den nordligste del af ruten lukket, og om vinteren sejler båden slet ikke.
Jeg elsker at sejle og har valgt at gøre det grundigt i år. Først tog jeg turen fra Ilulissat til Nuuk sammen med min mor og Merete. Nu er jeg på vej nordpå igen sammen med Lars og August og Vibeke. Og om en uge tager jeg så turen tilbage til Nuuk sammen med Asbjørn og Signe, Johanne og Gustav.
Turen varer 1 1/2 døgn, farten ligger på omkring 10 knob – 18 km – i timen. En oplagt mulighed for at komme ned i gear.
Men der er også mulighed for at opleve noget undervejs. Båden lægger til flere steder, og hvert sted har sin lille pudsighed. I Aasiaat gik det op for os, at det lille hvide billethus blev transporteret med skibet og hejset ned på kajen, når nye passagerer skulle ombord. Kangaamiut ligger i en lille fjord, hvor skibet ikke kunne komme ind. Passagerer og gods blev derfor transporteret til land med en lille orange båd, som ligeledes bliver fragtet med skibet og hejset ned til lejligheden. I Sisimiut ligger skibet i to timer, så der kan man nå at gå en tur op til byens udsigtspunkt.
På hele turen kan man nyde udsigten til Grønlands vestlyst. De ufattelige mængder af mørke fjelde med hvide sneklatter. Små øer og fjorde. Og alt efter hvilken retning, man sejler i, er der forret eller dessert. I nogle timer før eller efter Ilulissat følges båden nemlig med isbjerge. Kæmpemæssige hvide øer, der er brækket af en flod af is og nu langsomt bevæger sig sydover, mens de smelter, knækker, vender og drejer sig, slibes af vand, vind og strøm og antager de smukkeste og mest finurlige former. Mere om dem senere.
På den anden side af skibet er der bare hav. Og langt, langt borte, bag horisonten et eller andet sted, begynder Canada.
