Sort is, blå is, havis. Jeg lærte lidt om is i går. Men mest af alt oplevede jeg en storslået natur, og hvor gavmild Grønland kan være med sin skønhed.
I nat kunne jeg ikke sove. Eller rettere, jeg faldt fint i søvn, men vågnede igen kl. 4. Min krop var overraskende mørbanket – formentlig af at stå op og holde balancen på en båd – min hjerne fyldt med billeder af isbjerge, havislandskaber, åbent vand omkranset af hvide fjelde og havbad. Og mit hjerte – og nu bliver det måske en smule rørstrømsk – fyldt af taknemmelighed over dagens oplevelser. Hvis Grønland er en gave, der kun tøvende har ladet sig åbne, så kom julemanden med en hel sæk i går.
Jeg var taget på tur. Eftersom Lars nu har været på to tjenesterejser og den, hvor jeg skulle med, blev aflyst, syntes jeg, at det var min tur. Vejrudsigten for onsdag meldte om fuld sol og stille vejr, så jeg havde købt billet til en dagstur med Greenland Cruises – til Isfjorden ca. 60 km fra Nuuk, hvor en gletscher løber ud – eller hvad en gletscher nu gør.
Vi var seks mand, der blev samlet op af Ivik og Ole i deres båd i Kolonihavnen. Planen var at sejle ca. 1 time og 20 minutter til den forladte bygd – nu sommerhusområde – Qoornoq, besøge den og derefter sejle videre ind i Isfjorden.
Mængderne af is kan man ikke vide noget om på forhånd. Det kommer an på vejr og vind og naturens luner. Men allerede da vi nærmede os Qoornoq, viste der sig en mur af is i hele fjordens bredde. En flydende mur, bestående at små isbjerge frosset fast og hobet op på store flager af havis, så det dannede flydende øer med landskaber af is. Hvid havis med små bjerge i forskellige lyseblå nuancer og alverdens former og faconer. Drysset med et lag nysne. Og indimellem lyste en særligt blå isklump op.
Ivik og Ole havde været på nøjagtig samme sted dagen før, og der var der ingen, absolut ingen, is. En eller anden naturkraft – kælven fra gletscheren, vind, strøm, hvad ved jeg, måtte i nattens løb have udløst de store mængder af is i en form for ketchuptubeeffekt. Vanvittige mængder af is på én gang.
Ivik sendte sin drone op for at sondere terrænet. Billederne viste, at vi umuligt kunne komme ret meget længere ind i fjorden. Og selv hvis vi kunne, ville det ikke være forsvarligt, eftersom isen hurtigt kunne lukke bag os. Men hvad gjorde det – det her var rigeligt med isfjord.
Med forsigtig zigzagsejlads fandt vi forsigtigt vej videre, og jeg lærte lidt om is. De lyseblå isbjerge er gletscheris, der er flere hundredetusind år gamle. Jo mørkere blå de er, jo mindre ilt indeholder de, og jo ældre er de. Ilten bliver nemlig trykket ud af isen med tiden og efterhånden som der kommer mere is ovenpå. Jo mindre ilt, jo mere gennemsigtige er isen også. Og den gennemsigtige is kaldes også for sort is, fordi den er tæt på umulig at se nede i vandet, og derfor naturligvis lumsk, når man sejler.
Den sorte is er meget hård. Anderledes med havisen. Det er havvand der fryser i overfladen – hvor vandet er mindre saltholdigt. Det fryser i flager, og de er hvide, lettere at se og mere bløde. Ole fortalte, at han og Ivik kan mærke, om de sejler i havis eller sort is, på isens modstand imod båden. Det, vi havde foran os, var altså en kombination af de to former for is. Og det skal man ikke spøge med.
Hvad gør man så, når man har afsat seks timer til at sejle langt ind i Isfjorden og bliver stoppet af is?
Man nyder den skønhed, som naturen har samlet lige der, for ens fødder. Vi sejlede roligt rundt imellem isen. Iagttog de forskellige formationer. Nød solens spil i de kolde krystaller. Stilheden. Tog en million billeder. Kom til at fryse og gik ind i skibets kabine for at få varmen og en kop te. Og så ud igen.
Efter frokost var det tid til at bade. Jeg havde – som den eneste – taget badetøj og håndklæde med. Men et ungt søskendepar tog også udfordringen op, og vi deltes om mit håndklæde. På Iviks videofilm (link i Facebook- og Messengergrupperne) kan I se mig, der hopper i vandet som den allersidste – kun filmet fra dronen. I virkeligheden var jeg den første OG den sidste. Uden tvivl det smukkeste havbad, jeg nogensinde har fået.
Vi besøgte også den forladte bygd Qoornoq, og vi fiskede. Mere om det en anden dag. For det, der sidder i krop og sjæl i dag, er isen. Og en stor, stor taknemmelighed over det, jeg fik lov til at opleve. Tak til Ole og Ivik. Og tak til Grønland.
