Jeg kniber mig selv i armen over den skønhed, jeg kan opleve - bare ved at kigge ud af mit vindue i stuen.
Da jeg skulle pakke mit malegrej ned hjemme i Mårslet gik det op for mig, at jeg ikke kunne medbringe akrylmaling til Grønland. Akrylmaling er vandbaseret og tåler ikke frost ,så længe det er flydende, og vores container ville ikke blive transporteret frostfrit.
Det var egentlig ok. Jeg pakkede en masse af mit yndlingspapir sammen med farvekridt, farveblyanter og akvarelfarver, og jeg opgraderede på kul, grafit og blyanter. Jeg tænkte, at med masser af sne og fjelde, ville det nok alligevel være mest oplagt at lave sort-hvid kunst, i hvert fald indtil sneen smeltede.
Intet kunne være mere forkert.
Det er rigtigt, at der er masser af sort og hvid. De mørke, fjelde og klipper danner baggrund for alt her i og omkring Nuuk. Og de er dækkede af sne. Ikke helt dækkede, for sneen lægger sig på fladerne og sætter sig i revner og sprækker, men der er stadig masser af rå klippe der stikker frem og giver struktur til et råt mønster i sort og hvid.
Og måske netop derfor træder de andre farver så meget desto tydeligere frem. Der er den blå. Blå himmel bag Storemalene, der om dagen er cyanblå og om aftenen skifter til en dyb mørkeblå. Det er bugten, hvis farve skifter med vejret, men som ofte har en dyb stålblå farve. Og så er der naturligvis isen, der kommer i mange blå nuancer alt efter, hvor gammel den er, hvor meget sne, der dækker den, og om solen rammer den.
Der er den grønne. Mest i form af nordlyset, som jeg kan spejde ivrigt efter en hel aften, og som så pludselig dukker frem. Ofte når vi er på vej i seng, og nogle gange også, hvis jeg er oppe i løbet af natten.
Der er den røde, som jeg har ladet mig fortælle netop er valgt til fly og skibe, fordi den træder tydeligt frem imod alt det hvide.
Og den gule, som vi ikke ser så ofte, men indimellem træder den frem på en båd fra Nuuk Water Taxi eller på et af husene nedenfor vores boligblog.
Men mest af alt er der farverne i det 180 graders panorama, vi har som udsigt fra vores stue. De skifter med en skønhed og en hast, som får mig til at stoppe op mange gange dagligt, alene for at gå hen og nyde dem. Og måske tage et enkelt foto.
I solskin er det de klare farver, der træder frem. Det blå hav og den blå himmel mod de sort-hvide fjelde. I gråvejr er farverne mere dæmpede, og i snestorm kan udsigten være helt forsvundet, fordi sigtbarheden er nede på få meter.
Om aftenen er det de mest vidunderlige solnedgange. Vores altan og vindue vender mod vest, og vi har frit udsyn til, hvordan himlen skifter. Det kan være alt fra pastelfarver til lysende orange og rød.
Mens mørket falder på, bliver farverne mere blålige, og forskellige skyformationer giver baner af hvid eller lyseblå. Og når det så er blevet mørkt har vi lysene fra Nuuk, industrihavnen og fra husene nedenfor mod den nu næsten sorte himmel.
Ikke sjældent sker det, at jeg står alene eller sammen med Lars og nyder udsigten og samtidig kniber mig selv i armen. Hvordan kan jeg være så heldig at få lov til at opleve det?
Jeg tror, jeg har taget en million fotografier af den udsigt, og derfor har jeg dedikeret en hel side, udelukkende til dem. De er taget af nøjagtig samme udsnit, så farvernes skiften bliver tydelig. Se dem her, og nyd farveskiftene sammen med mig. Og vend eventuelt tilbage – der kommer løbende nye til. Jeg har også lavet en side med særlige fotos af farver. Dem finder du her.
