Det seneste år er Grønland krøbet ind under huden på os og blevet vores hverdag
Jeg har fået nyt arbejde. Den 1. maj startede jeg i en stilling på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik, Afdeling for Journalistik. Min formelle betegnelse er af bureaukratiske grunde ”Videnskabelig assistent”, men selvom titlen antyder det, arbejder jeg ikke primært med forskning. Min opgave er først og fremmest at være med til at uddanne Grønland kommende journalister. En vigtig opgave. Vi mangler dem, der er brug for mange flere.
Det betyder, at ord og tekster igen er blevet en stor del af mit liv, og jeg igen har fået lyst til at skrive.
Det seneste år, har mine skriverier mildest talt været sporadiske. I den periode er Grønland blevet vores hverdag. Vi har et helt almindeligt liv her. Med vækkeure, arbejde, vasketøj, fitness, yoga, kolleger, venner og serie-binge-watching. Især det sidste har udgjort en langt større del af hverdagen, end jeg havde ambitioner om på forhånd. Men det kræver altså en del serier, at koble fra og vænne sig til en hverdag, hvor alt er nyt. For selvom indholdet i hverdagen på mange måder ligner en dansk hverdag, er der masser af forskelle.
Her kommer lige tre af de mest åbenlyse.
For det første spiller naturens kræfter en meget stor rolle i det daglige liv. Forsinkelse og aflysning af rejser hører til hverdagen, og eftersom stort set alle ture ud af Nuuk indebærer en flyvetur, og vi næsten altid kender nogen, der er på vej, har vi også næsten altid styr på, om det nu er muligt at lande og lette i Nuuk Lufthavn i dag. Planer lægges og ændres i takt med vejret, og vi er holdt op med at koble ordene ”hvis vejret er godt” på.. For det er underforstået. Hvis vejret er dårligt, aflyser vi, og sådan er det bare. Hvis vejret er godt, er det derimod bare med at komme ud. Og så kan man sagtens aflyse en planlagt indendørsaktivitet.
For det andet er det sociale liv meget tættere vævet sammen her, end vi er vant til fra Danmark. I vores opgang møder vi kolleger, fordi her er en del tjenesteboliger. Kolleger bliver hurtigt venner. Møder man et nyt mennesker, kan man være sikker på, at de allerede kender nogen, man kender. Det er svært at introducere folk for hinanden, for de har garanteret allerede mødtes i anden sammenhæng.
For det tredje udspiller vores hverdag sig i et samfund, hvor splittelsen mellem og sammenblandingen af to kulturer er massivt til stede. Det tydeligste udtryk for det, er sproget. Stort set alle grønlændere i Nuuk taler både grønlandsk og dansk. Meget få danskere taler grønlandsk. Arbejdssproget er som regel dansk, mens offentlige arrangementer foregår på grønlandsk med headsets og simultantolkning. Og så er hele dikotomien dansker-grønlænder i øvrigt temmelig misvisende. For rigtig mange herboende har både grønlandsk og dansk blod i årerne, og familie, der bor i Danmark.
Alle de tre forskelle kunne sagtens udgøre en hel historie i deres egen ret. Eller en bog for den sags skyld.
I dag er pointen bare denne: Det var nemt at skrive historier i starten af vores ophold, hvor jeg var en slags udvidet turist og det mest handlede om vejret og isbjergene. Sværere er det nu, hvor jeg har Grønland under huden. Der er mange udfordringer og dilemmaer, som kunne være interessante at undersøge, og som danskere med fordel kunne kende mere til. Om jeg finder en måde at yde retfærdighed til dem og til mit liv her i Grønland, vil fremtiden vise.
Foreløbigt vil jeg bare ønske jer god søndag aften her fra Nuuk, hvor jeg sidder på min altan og nyder udsigten over Godthåbsfjorden, Nordlandet og isskosser, der flyder forbi. Med vasketøjet flagrende i forgrunden.
