Madspild - ikke her!
3. marts 2022
Indkøb i Nuuk kan godt være en lidt anstrengt affære, hvis man kun kigger på priser. Så det skal man holde op med. I stedet skal man gå på opdagelse.
Marts 2022 3. marts 2022, Nuuk Madspild – ikke her Det giver jo næsten sig selv. Når man har givet 37 kr for et blomkål bruger man rub og stub. Og når man har givet 40 kr for to kilo kartofler, har man jo nærmest tal på, hvor mange der er tilbage i posen. Det er dyrt at købe ind i Nuuk. Almindelige fødevarer er 25-30% dyrere end i Danmark, og når det gælder friske grønsager kan man nærmere gange prisen med 2-3 stykker.
I starten gjorde det indkøb til en lidt anstrengt affære. Jeg kunne ikke lade være med hele tiden at sammenligne med de danske priser. Og jagten gik selvfølgelig også ind – er det billigst i Brugsen eller Pissifik? Som efterhånden gik over til – hvilke specifikke varer er billigst hvor?
Efterhånden vænner man sig jo til det. Får nye rutiner, som for eksempel at læse tilbudsaviser, konsekvent at smide de grønsager i kurven, der er på tilbud, og stå på hovedet i kasserne med undgå-madspild-varer med snarlig sidste salgsdag. Og man opdager, at visse varer næsten altid er på tilbud – for eksempel slik, så det behøver man ikke samle lagre af :-). Og man finder ud af, at det samlet set stadig er til at betale sig fra, ikke mindst fordi vi nu kun er to i huset.
Men der er også positive overraskelser. Fisk og skaldyr for eksempel. Varer fra Royal Greenland er i forvejen langt billigere her end i Danmark, og er endda ofte på tilbud. Så kan man for eksempel få en pose med to kilo store grønlandske rejer til 190 kr. Eller fileter af hellefisk til næsten ingen penge. Og nej - August og Gustav og hvem der ellers går op i klima og bæredygtige fødevarer - de grønlandske rejer har ikke været i Vietnam for at blive pillet. De er fanget lokalt og forarbejdet lokalt, MSC-certificerede og kvaliteten er i top.
Nu er det jo heller ikke fordi alting skal gå op i priser. Der er meget andet i indkøb, end hvad det koster. For eksempel udvalget. Ved første øjekast er der ikke meget at komme efter her i Nuuk. Der er få butikker. Udvalget virker ikke stort. Men man skal ikke lade sig narre. I stedet skal man gå på opdagelse.
Hvem havde for eksempel forestillet sig, at Deres Tankbutik, der nærmest bare ligner et blåt skur, er byens bedste delikatessebutik, hvor man kan få alt fra tapiokamel, kokosmælk i literkartoner, glutenfri pasta, til Oles hjemmelavede pizza (i ved den, som blev afvist i Løvens hule) og byens bedste rugbrød.
Og hvem havde forestillet sig, at det bedste sted at købe ski og skistøvler er hos Din Tøjmand? At man i Matas finder et hjørne med the fra Perchs og et andet med tasker og huer i sælskind? At Notabene, der i stueetagen ligner en almindelig elektronikbutik, på første sal har et bredt udvalg af husholdningsudstyr og i kælderen en velassorteret afdeling for friluftsudstyr.
Skal man købe garn, må man kigge langt efter en garnbutik. Til gengæld findes der mindst fire butikker, hvor man - blandt andre varer - kan købe kvalitetsgarn. For eksempel hos urmageren og på turistbureauet. Heller ikke en skobutik kan man finde. Men naturligvis masser af sko – i sports- og tøjbutikkerne.
Min nye kikkert (fødselsdagsgave fra Lars) krævede en vandretur ud på havnen, hvor byens bedste kikkertbutik også solgte diverse udstyr til sejlads og friluftsliv og jagtvåben i alle afskygninger. Kikkertbutikken blev vi introduceret til at lokalkendte, og det er i det hele taget en god ide at spørge sig for, hvis man går efter noget bestemt. For der er faktisk rimelig stor chance for, at det gemmer sig et eller andet sted.
Så er der naturligvis alle de ting, man kan købe brugt. Der er en heftig trafik at til- og fraflyttere, og det betyde,r at der hver uge er adskillige køleskabe og vaskemaskiner til salg eller foræring på Nuuk køb-salg-og-bytte-facebook. I de fleste lejemål skal man nemlig selv medbringe køl og vask, og selvom man måske sælger dem til den næste beboer, skal de hårde hvidevarer fjernes fra lejligheden, så den kan blive sat i stand.
Vi har været flittige forbrugere på brugtvarebørsen. En støvsuger til 200 kr, en næsten ubrugt mikrobølgeovn til 250 kr, og to yuccapalmer på ca 1 meter i potter til 450 kr for begge. Og nu er yuccapalmer jo ikke det mest eksotiske for en planteekvilibrist som Lars, men udvalget er yderst sparsomt og priserne afsindigt høje. Og kan man ikke få den, man elsker, må man jo elske den, man får.
Man kan selvfølgelig også vælge at kaster sig ud i onlineindkøb. Måske ikke af planter, men af alt muligt andet. Men selv her møder man begrænsninger. Selvom momsen bliver trukket fra varens pris, skal man lægge flere hundrede kroner oveni for fragt. Hvis butikken da overhovedet leverer til Grønland. For det er der overraskende mange, der ikke gør.
Så indtil videre holder vi os til at købe ting, man kan få lokalt. Og der er der også noget rart ved – at udvalget er begrænset. Det gør valgene enklere. Og giver plads til at man kan udforske de interessante lokale varer. Hvalspæk – eller mattak, som det hedder. Tørfisk. Sparkstøttinger. Et paradis af fotobøger fra Grønland, der kan inspirere ens egne fotos.
Og så kan det jo godt være, at vores gæster bliver bed om at medbringe lidt forskelligt, når de kommer.